Eksempel på terapi

Jens:

Jens på 49 år bestiller tid til terapi, fordi han gerne vil kunne holde på sin kæreste, og han vil gerne have hende til at holde op med at være så sjusket og skødesløs.

Jens’s problem: ”Jeg elsker Hanne, min kæreste, men det driver mig til vanvid, at jeg på den ene side er bange for at miste hende, og på den anden side kan jeg ikke holde ud, at hun er så uberegnelig, skødesløs og nærmest sjusket”

Jeg forslår Jens, at han tager Hanne med til parterapi. Det har Jens ikke lyst til, han foretrækker at arbejde alene. Jeg beder Jens om konkret at uddybe sine problemer udfra de situationer, der har drevet ham til vanvid:

Jens: I går skulle vi ud til middag, vi havde aftalt at tage af sted kl. 18.30. Da jeg kom hjem og var parat til at køre kl.18.15, havde Hanne ikke engang klædt sig om. Hun plevrede i telefon med en veninde, og hun blev meget sur, da jeg skyndede på hende! Jeg var både meget ked af det og rasende, jeg kunne næsten ikke få ordene frem, og Hanne så bare hånligt på mig.

Jeg: Hvordan er det at fortælle om lige nu?

Jens: Jeg bliver næsten ligeså gal og ked af det, som jeg var i går!

Jeg: Hvor mærker du det?

Jens: Jeg er ved at kvæles, og jeg får ondt i maven!

I terapien undersøger vi både nutiden: hvordan Jens oplever situationen, hvad han havde brug for i situationen, hvad han gjorde og hvad han fik ud af det.

Sideløbende arbejder vi med fortiden, Jens’s bagage. Hvad har han lært i sin barndomsfamilie? Hvilke værdier og normer er vigtige for ham?

Jens opdager, at når han er så oprevet, som han var i situationen, går låget virkelig af, og han får råbt og skreget, hånet og nedgjort Hanne meget mere, end han egentligt selv synes er rimeligt. Måske så Hanne ikke hånligt på ham, måske var hun ganske lamslået?

Jeg: Hvad vil du gøre ved det? Har du andre muligheder?

Jens: Jeg kunne jo tage det op på et helt andet tidspunkt, hvor jeg ikke er så gal.

Jeg: Ja? Hvad vil du så sige til hende?

Jens: Jeg vil da fortælle hende, at hun bare er så tarvelig, når hun i den grad provokerer mig!

Jeg: Hvem bestemmer, om du bliver provokeret eller ej?

Jens: ???? Jamen, hun er da vildt provokerende!

Jeg: Gentag lige, hvad det gør ved dig, at Hanne ikke er færdig.

Jens: Jamen, jeg føler mig jo fuldstændig magtesløs og ked af det - og så bliver jeg rasende!

Jeg: Hvad med at sige dét til Hanne?

Gennem nogen øvelse får Jens lært at bruge ”jeg-budskaber” i stedet for anklager:

”Hvor er du altså tarvelig og provokerende…. Du kan altså ikke være bekendt at”…ændres til:

”Jeg har det så svært med, at du ikke holdt vores aftale. Jeg hader at komme for sent, jeg følte mig først magtesløs og ked af det, og så blev jeg meget vred ”

Herved undgår Jens, at Hanne føler sig overfuset og angrebet. Hanne hører, hvad han siger, og det bliver muligt at snakke om problemet i stedet for at geråde i vildt skænderi. Det bliver muligt at afklare, hvad Jens har brug for – og hvad Hanne har brug for, således at parterne kan indgå et kompromis / en aftale, de begge kan være tilfredse med. Hanne var slet ikke klar over, hvor meget det betød for Jens. Hun syntes selvfølgelig, at han opførte sig helt urimeligt.

Hanne lovede at være færdig til tiden (ikke ½ time før) og Jens lovede, at lade være at skælde ud, men i stedet fortælle, hvis han fik det skidt.

Jens finder også ud af, at hvis det ikke var hans ansvar, hvornår han ”lod sig provokere” - hvis det var andres ansvar, så var han jo nærmest en marionetdukke, der ”dansede” alt efter hvilke tråde, der blev trukket i.

Hvor stammer det fra?

I undersøgelsen af hvor Jens har sine værdier fra (hvad betyder f.eks. skødesløs og sjusket for Jens?), viser det sig, at Jens bruger de samme strategier, han oplevede og lærte som barn.

Faderen var meget pertentlig og tålte ikke, at andre, fx moderen, Jens og de små brødre havde en anden mening om tingene. Alt skulle være klappet og klart mindst en ½ time før gæsterne skulle komme. Moderen havde det helt anderledes. Hun havde det mere afslappet med tiden og syntes, det var fint, hvis de ikke var mere end 20 min forsinkede (det var hun opvokset med!)

Gennem sin barndom havde Jens meget ondt af sin mor, der altid blev skældt ud. Han turde ikke gå imod sin far, han følte sig meget magtesløs og fortvivlet – og vred over, at det var så svært at være ham. Som ung mand overtog han sin fars normer og værdier (if you can’t beat them, join them!), og dem har han nu helt automatiseret. Gennem terapien får Jens revurderet sine værdier, så han kan leve mere efter sine egne værdier og normer, i stedet for efter fars!

Jens får i terapien genoplevet barndommens dilemma, han får fortalt sin far og mor, hvordan han havde det som barn, og hvad det betyder for ham nu i voksenlivet. Herigennem får han luft, kommer fri af barndommens smerte, der så ikke længere styrer ham som voksen. Jens får lært at tage ansvar for sine følelser og behov. Han lærer at udtrykke sig klart, og han lærer at acceptere, at Hanne på mange måder er anderledes end han er (det var faktisk derfor, han forelskede sig i hende!)

Efter 15 terapibesøg over ca 1 år, hvor Jens både har arbejdet med sin fortid og sin nutid, er han ikke mere bange for at miste Hanne. De har jo fået det meget bedre sammen, og nu griner han af, at han troede, at han skulle lave Hanne om.

”Det var godt at lære, at jeg ikke kan ændre andre - kun mig selv!”