Eksempel på parterapi

Line: Jeg ku’ godt tænke mig, at Jonas var lidt mere aktiv i f t at foreslå ting, vi kan gøre sammen. Det ville også være dejligt, hvis han på eget initiativ tog sig noget mere af husarbejdet - og gjorde det på den rigtige måde. Og så er det så irriterende, at han altid skal ”underholde” så meget og fylde så meget, når vi har gæster eller er til fest!

Jonas: Jeg synes, det er så svært at finde ud af, hvad det er, Line vil ha’ Nogle gange går proppen af, og så skælder og smælder hun hun uden jeg aner, hvad det egentlig handler om. Andre gange leger hun østers - hun siger ikke en lyd i mange timer. Jeg savner den sprælske humørbombe hun var, da vi mødtes, og dengang ku’ hun godt lide sex, nu er hun for træt. Og ligegyldigt hvad jeg gør, er det aldrig godt nok! Jo mere, jeg prøver at snakke med hende og forstå hende, jo mere lukker hun i! Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.

Line: Jeg er blevet opmærksom på, at jeg faktisk ikke fortalte Jonas, hvad det er, jeg gerne vil have. (Jeg er jo vokset op med, at piger ikke må være direkte og fortælle, hvad de har brug for.)

Jeg havde også en forventning om, at han gjorde tingene, husarbejdet på min måde (den rigtige) og på det tidspunkt, jeg syntes var passende.

Jeg har lært at acceptere, at selvfølgelig er vi forskellige, og jeg kan jo faktisk lære noget af hans måde at gøre tingene på, den er ikke nær så stiv som min. Men det var godt nok svært at slippe at ”min måde er selvfølgelig den rigtige.”

Nu kan vi tale om tingene og grine sammen, når vi alligevel ”plumper i gamle mønstre”. Og nu bliver jeg ikke mere nær så indædt irriteret, at jeg lukker helt i eller eksploderer. Jonas har jo også lært at fortælle mig, hvordan han har det med min tavshed, og hvad han har brug for. Jeg har fået meget mere energi og humør.

Jonas: Vi er igen tæt på hinanden, også seksuelt. Vi griner meget mere, det er faktisk sjovt at øve sig i god kommunikation. Når jeg nu ikke kan finde ud af hende, spørger jeg bare – utrolig enkelt – tænk at det var så svært. Jeg står mere ved mig selv. Jeg gør mig klart, hvad jeg synes, hvad jeg vil / ikke vil – og til min store overraskelse er det ikke farligt. Hun kan faktisk godt lide mig, når jeg gør det.

Jeg har fået mere selvværd. Og det er gået op for mig, at når jeg var ”den store festabe”, er det fordi jeg troede, at sådan er en rigtig mand! Det er faktisk en befrielse ikke at skulle være morsom hele tiden. (Jeg er jo vokset op med, at jeg virkelig skulle klovne, hvis jeg ville ha’ opmærksomhed. Hvis jeg bare sagde min mening, grinede far og storebror af mig!)