Frederiksberg Psykoterapi

Dipl. psykoterapeut (MPF), aut. fysioterapeut, kropsterapeut, supervisor

v/ Suzanne Jacobsen

Gl. Kongevej 43, 2.th, København. V Tlf. 6076 5540

Eksempel på arbejde med stress

"Tænk, hvis jeg ikke havde gjort noget…"

 

Historien om Lise

Lise, 52 år, gift med 2 børn, arbejder som sekretær på et kontor i en større virksomhed

Lise er helt ødelagt over sit arbejde. Hun er et pligtopfyldende, venligt menneske, der gerne vil opfattes som kompetent og vellidt. Lise arbejder på et kontor, og gennem den sidste tid har hun oplevet et stadigt stigende arbejdspres. Der er fyret personale, og stemningen er blevet dårligere. Hun skal udvide sine PC kompetencer og løse flere opgaver på den samme tid.

Lise oplever, at en kollega udnytter hende ved at lægge sit arbejde over på Lises bord. En anden kollega saboterer hende ved ikke at give hende de oplysninger, hun skal have. Lise har været en del syg på det sidste, og når chefen spørger til hendes helbred, føler Lise sig truet af evt. opsigelse. Lise får stadig flere fysiske problemer i form af hovedpine, halsbetændelse og søvnbesvær.

 

Lise plejer at være glad for sit arbejde, sin fritid og sin familie. Lige nu er hun bare helt nede, orker ingenting, har bare lyst til at gå i seng og trække dynen op over hovedet.

 

Uddrag fra terapien:

Som udgangspunkt støttes Lise i uddybende at sætte ord på, hvordan hun har det. Hun arbejder med sin opmærksomhed på, hvad der sker i hendes krop, tanker og følelser. Det viser sig, at Lise har svært ved at mærke sin krop, hun er helt ”i sit hoved”, hvor selvbebrejdelser, skam og vrede kører rundt og rundt. Gennem kropslig opmærksomhed lærer Lise at ”lytte til” sin spændte nakke, hun lærer afspænding, og hovedpinen bedres. Lise undersøger, hvorfor hun finder sig i kollegernes behandling. Lise har aldrig lært at stå op for sig selv og sige fra, det træner hun nu i terapien, og hun får til hjemmeopgave at øve sig i at sige fra på en konstruktiv måde.

 

Lise bruger meget energi på at skælde sig selv ud. I terapien oplever Lise, at de krav, hun stiller til sig selv er helt urimelige. Hun ville aldrig stille dem til andre. Hun gør det fordi, det var måden, hun fik ros og kærlighed på, da hun var en lille pige. Nu ”aflærer” Lise sine gamle mønstre. Hun lærer at acceptere sig selv, som den, hun er. Hun undersøger sine livsværdier og forkaster dem, hun ukritisk har taget med sig fra opvæksten, fx ”en sød pige siger aldrig nej”.

 

Til sin store overraskelse oplever Lise, at hun nu kan spørge den ene kollega, hvorfor hun lægger sit arbejde over til Lise, og hun kan fortælle hende, at det vil hun ikke have for fremtiden. Kollegaen bliver noget befippet og flov og mumler noget om, at hun ikke troede, det betød noget, havde Lise ikke masser af tid, og var hun ikke glad for at hjælpe andre?

 

Jeg har følt mig udnyttet af dig, det har gjort mig både ked af det og vred. Nu vil jeg gerne have, at du klarer dit arbejde, så klarer jeg mit!” svarer Lise. Da hun i terapien fortæller om det, stråler hendes øjne, der er kraft på stemmen og hele hendes krop udstråler energi.

 

Tilsvarende fortæller Lise den anden kollega, at hun for fremtiden gerne vil have alle de informationer, hun har brug for med det samme.

Selvfølgelig”, svarer kollegaen, ”jeg er meget ked af, at jeg har sjusket med det.”

 

Lise beder sin chef om en samtale for at drøfte hendes sygefravær. Chefen udtrykker, at hun har været bekymret for, om Lise blev mobbet. Hun har bare ikke rigtig vidst, hvad hun skulle stille op med den dårlige stemning på kontoret. Chefen er glad for, at Lise bad om en samtale, og de aftaler, at de på arbejdspladsen skal have kigget på deres ”Mål og Visioner for arbejdsmiljøet”. Lise får tilbudt en PC kursusrække, der kan opdatere hendes IT-kompetencer. Lise er lettet, føler sig godt modtaget og er ikke mere bange for at blive sagt op. Lise har også fået energi til at genoptage sin motionsgymnastik, nu da hun sover bedre og ikke mere så tit er syg.

 

Tænk, hvis jeg ikke havde gjort noget!” siger Lise ved afslutningen af terapien. ”Så var jeg nok blevet fyret på rund af sygefravær, eller jeg havde selv sagt op, fordi jeg ikke kunne magte mere. Det ville jeg have været så ked af, at det er lige før jeg tror, at også mit ægteskab ville have været i fare. Og sikke en mor, mine børn ville have haft!”

 

Frederiksberg Psykoterapi v/ Suzanne Jacobsen