Frederiksberg Psykoterapi
Dipl. psykoterapeut (MPF), aut. fysioterapeut, kropsterapeut, supervisor
v/ Suzanne Jacobsen
Gl. Kongevej 43, 2.th, København. V Tlf. 6076 5540
- Dine drømme vil dig noget - find ud af, hvad det er!
Pers drøm:
Jeg sidder bag rettet i en bil. Jeg kører ud af motorvejen med 200 km i timen. Landskabet flyder ud for mit blik ligesom de personer, jeg kører forbi. Jeg har en fornemmelse af, at de er vigtige, men jeg kan dårligt genkende dem.
Metoden:
D = drømmeren, T = terapeuten.
Drømmeren fortæller sin drøm i nutid og vælger de delelementer af drømmen, der især er betydningsfulde.
Derefter undersøges i hvilken grad delelementernes karakteristika er dele af drømmerens personlighed. Per vælger udover drømmejeg’et bilen, landskabet og menneskene.
Drømmejeg’et (Per) og de valgte delelementer får hver en stol.
D undersøger på de respektive stole, hvilke menneskelige egenskaber / måder at være på det enkelte symbol (delpersonlighed) indeholder, og om den måde at være på er genkendelig for ham ”ude i livet”?
D oplever, om han har adgang til de ressourcer, der ligger i delpersonlighederne, og om der er konflikter mellem hans ”hverdagsjeg” og delpersonlighederne.
Til sidst undersøges om drømmen kan siges at være et billede på drømmerens liv lige nu, og om drømmen indeholder et budskab til drømmeren.
Arbejdet:
D sætter sig først på ”drømmejeg” stolen. T beder ham beskrive sig selv.
D: "Jeg er stresset, skal nå en masse, har fuld fart på, ænser ikke noget omkring mig, jeg skal bare videre! Jeg træder speederen i bund."
T: Kender du den måde at være på i din hverdag?
D: "Ja i høj grad, sådan har jeg det meget tit. Det er udmattende, og jeg bliver svimmel og træt."
T: Hvad driver dig? Hvad er din motivation?
D: "Sådan er det jo bare, det går ikke at slække på noget, så kan jeg jo blive overhalet! Derefter, lidt eftertænksomt, jeg ved egentlig ikke helt, hvad det er, jeg har så travlt med at opnå?"
Så undersøges symbolet bilen
T: Beskriv dig selv, bil. Hvem er du, og hvad indeholder du?
D: "Jeg er meget stærk og hurtig med mange hestekræfter. Jeg gør det chaufføren ønsker, jeg har ingen selvstændig vilje. Bliver jeg kørt længe nok og hårdt nok, brænder jeg sammen."
T: Genkender du det fra din dagligdag? Lidt? En hel del? Rigtig godt?
D: "Jeg kender rigtig godt til at være stærk og hurtig og have fart på og bare køre derudaf. Og jeg kender vist også til det med at opleve, at jeg egentlig ingen vilje har? Pyh Ha! Men hvor er jeg egentlig på vej hen?"
Her bliver D opmærksom på, hvordan han uden egentlig at tænke over det, lader sig køre i fuld fart!
D: "Hvordan kan jeg stoppe?"
T: Spørg bilen?
D: (som bil) "Du kan jo løfte foden fra speederen og eventuelt bremse helt op!"
Det prøver D så. ”Sikke rolig jeg bliver, og nu kan jeg jo se landskabet. Hvor er her smukt! Og menneskene, det er jo min kone og mine 2 børn."
I det videre arbejde viser det sig, at landskabet indeholder ro, frodighed, vækst og kreativitet – noget D har alt for travlt til i den stressede dagligdag, han har valgt sig, men som han godt kan genkende inden i sig selv.
Han bliver berørt, husker hvordan han som barn var meget glad for sin kreativitet. Han malede og elskede at dyrke blomster, og det savner han nu.
D: "Utroligt, jeg stresser af sted og giver mig slet ikke tid til at gøre de ting, som er meget vigtige for mig. Hvad har jeg dog gang i?"
På stolen med menneskene (konen og børnene) kommer Per i kontakt med sine mere bløde sider, sin empati, tillidsfuldhed, spontanitet, rummelighed og menneskekærlighed. Igen dele af ham, som bilen og chaufføren kører alt for stærkt til at kunne se klart. I fuld fart kan han ikke trække på alle de værdifulde egenskaber, der er symboliseret af menneskene. Han kan ikke engang se, at det er hans familie, før han sagtner farten.
Konklusionen på arbejdet:
Per: ”Drømmen er et meget præcist billede på, hvordan jeg lever mit liv lige nu. Jeg har så travlt med at komme frem, uden at jeg egentlig har gjort mig klart, hvad mit mål er. Jeg skal bare videre, koste hvad det vil. Tro pokker, at jeg har fået stressbetinget højt blodtryk, er blevet rastløs og har svært ved at sove. Jeg har glemt alt det, der virkelig er vigtigt for mig. Jeg har afskåret mig selv for al den glæde, jeg kan finde i min kreativitet. Jeg har glemt / fravalgt at bruge de ressourcer, der ligger i mine mere ”bløde” værdier. Jeg bruger slet ikke alle de muligheder, jeg har i mig. Bilen, landskabet og menneskene har virkelig gjort mig opmærksom på, hvad der foregår og på, hvem jeg også er!”
Terapeuten: hvad er så budskabet fra din drøm til dig?
Per, rystet og ked af det: ”Når jeg sætter tempoet ned, evt bremser helt op, får jeg adgang til glæden og energien i min kreativitet. Jeg kan trække på mine medmenneskelige værdier og være sammen med min familie og andre mennesker på en helt anden måde, end når jeg udelukkende er fokuseret på ”at komme frem”. Lige nu bruger jeg i mit ”karriereræs” kun ca ½ af mig selv, og holder jeg ikke op med at fræse sådan af sted, brænder jeg sammen! Skræmmende!”
Gennem drømmearbejdet har Per lært sig selv bedre at kende. Han kan nu vælge at korrigere sin livsstil.
Jo mere, du ved om dig selv, jo bedre kan du vælge, hvordan du vil leve dit liv!
Frederiksberg Psykoterapi v/ Suzanne Jacobsen